Årsmøde 2016 - Artikel i Flensborg Avis

Årsmødet i Sønder Brarup lørdag eftermiddag stod på mange måder i de unges tegn. Dagens gode grin stod bugtaler Sven-Ulf Jansen og hans offer, skoleleder Søren Christensen, for, men dagens to største bifald gik til børnehavebørnene for deres sang og dans og til ungdomstaler Matti Ullrich. Sidstnævnte gik på Sønder Brarup Danske Skole indtil for to år siden, og lørdag vendte han tilbage for at være en del af det officielle årsmødeprogram. Han skulle holde sin første årsmødetale, og vel var han nervøs, men slet ikke i den grad, han troede, han ville være. - Jeg var meget mere nervøs, da jeg for to år siden stod deroppe og skulle være konferencier for årsmødet, sagde Matti og pegede mod den opstillede mikrofon i den ene ende af lokalet.

Nogen skal skabe liv

Når Matti for to år siden - og de to 9. klasse-elever Max Christensen og Jan Morten Philipp i år - får tjansen at lede slagets gang ved årsmødet, så er det en måde at inddrage de unge på, og netop det kom årsmødets to andre talere ind på.

Grænseforeningens formand, Mette Bock, understregede, at »alle generationer må rejse sig i stolene«, hvis ikke samfundet skal dø ud.

- Økonomisk støtte til mindretallet er jo godt og fint, men det er ikke tilstrækkeligt. Det skaber rammerne, men nogen skal skabe liv inden for de rammer, sagde hun.

Og de »nogen« er de unge, hvilket formand for Grænseforeningen for Thy og Mors, Jørgen Bruun Christensen, også pointerede i sin tale:

- Det er nødvendigt at få genera­tionsskiftet planlagt i tide, så der hele tiden er nye til at overtage. Vi skal så blot sørge for at inddrage de unge i arbejdet, sagde han.

Aktiv og engageret

Matti Ullrich er 18 år og inddraget på skoleleder Søren Christensens foranledning.

- Matti er meget socialt engageret. Han har altid været aktiv og engageret i alle aktiviteter, og så er han et flinkt og ordentligt menneske, sagde Søren Christensen om grunden til, han havde spurgte Matti, om ikke han ville være årets ungdomstaler.

Matti indrømmede, at han måtte google for at finde ud af, hvordan han skulle holde sin tale.

- Selv om jeg har hørt mange årsmødetaler i de seneste år, har jeg faktisk ikke virkelig fulgt med i, hvad de handlede om. Jeg syntes for det meste endda, at de var kedelige - og nu er det mig, der skal kede de unge blandt jer, sagde Matti Ullrich.

Det kom han dog på ingen måde til med sin både personlige og vedkommende tale.

Fandt inspirationen

- Hvad rager Sydslesvig mig? Der findes ikke noget generelt svar. Hvad rager det egentlig os alle, om vi tilhører mindretallet eller ej? Det er et spørgsmål, der er fokuseret på os selv, men alligevel kan besvares af alle. Hvis man vil. Man behøver nemlig ikke, sagde Matti.

Da han for to år siden forlod skolen i Sønder Brarup vidste han ikke meget om, hvad Sydslesvig betød for ham, men han har siden udviklet sig som person, fortalte han.

- Man kan måske sige, at jeg har fundet inspirationen til at være mig selv og at være del af et mindretal.

Matti Ullrich er formand for SdUs internationale udvalg og rejser derfor gennem Europa og deltager i seminarer, diskussioner og konferencer om kulturelle og politiske mindretalsemner og har derigennem fundet ud af, hvad Sydslesvig rager ham.

Men han kunne ikke beskrive det for andre. Lige som det er svært at dele inspiration med andre. Og det ville kede forsamlingen, hvis han prøvede, mente han.

Det er noget personligt, understregede han, men er ikke i tvivl om, at det er vigtigt:

- At finde inspirationen hører til de vigtigste ting i verden. Det er inspirationen, der motiverer os unge til at lære, til at finde os selv og til at finde Sydslesvig i os.