Gæstebarnet siger farvel

Onsdag den 22. juni blev Siljas sidste skoledag, som hun afsluttede med mundtlig danskeksamen.

Silja1

Silja kommer fra Silkeborg, men hun har i dette skoleår gået på vores skole i fællesskolens 10. klasse. Silja har i hele perioden boet privat hos en familie, der har børn på skolen og i børnehaven.

For Silja har det tyske sprog været en udfordring, Silja er indgået i undervisningen på lige fod med de øvrige elever i klasser. Silja deltog også i den afsluttende skriftlige tyskeksamen. Og hun har bestået faget!

I forhold til at gå i skole i Danmark har Silja noteret sig, at man i Sydslesvig har kortere skoledage og flere regler. Silja fortæller, at i Danmark får man ofte fri i stedet for at få vikar. Og ringetiderne er der et mere afslappet forhold til.

Det har for Silja virket som om, at vi i Sydslesvig sætter større fokus på hovedfagene (dansk-tysk-matematik-engelsk), og at de andre fag ikke er så vigtige. I Danmark er alle fag lige vigtige, fortæller hun. Hun føler, at vi i Sydslesvig forklarer mere, specielt i matematik. Der har hun i Danmark oplevet, at hvis man i Danmark ikke forstår en opgave, så går læreren bare videre alligevel.

Silja har tidligere, i Danmark, prøvet at komme som ny elev til en anden skole, men det var sammen med en hel masse andre elever, der også var nye. Hos os kom Silja som den eneste nye ind i en klasse, der havde gået sammen i tre år. Hun har især fundet én god veninde, og ind i mellem har hun følt at klassen var opdelt i grupper, der kunne være lidt lukkede.

Morgensang har Silja også en kommentar til. Hun synes, det er hyggeligt. Men når man står bagerst, er det lidt svært at følge med. Hun foreslår, at vi som noget nyt forsøger at stå i rundkreds.

I sin fritid har Silja i dette skoleår spillet fodbold i Holsten Kiel, hvortil hun er kørt med toget. Hun oplevede, at hun i en periode ikke måtte spille, for der var problemer omkring hendes spillerlicens. Så hun spillede først sin første kamp efter jul. Hun føler, at pigefodbold ikke er så ”respekteret” i Tyskland som i Danmark. I vinters måtte holdet bl.a. træne på en parkeringsplads.

Det har været en oplevelse at være gæstebarn i en ”helt ny familie”. Men også lidt anstrengende en gang i mellem. Silja vidste ikke meget om det danske mindretal, inden hun kom, og mindretallet er langt større end hun troede. Silja synes, det har været sjovt at være ”udlænding”, og hun er glad for de bekendtskaber, hun har fået.

Vi har været glade for at lære Silja at kende. Vi ønsker hende alt godt fremover. Næste gang vi ser Silja er til dimissionen, torsdag den 14. juli.